Fattigmandssølv

Fattigmandssølv

Fattigmandssølv er glas, der blev blæst som dobbelt vægget glas og derefter forsølvet mellem lagene med en flydende forsølvningsopløsning og forseglet. Selvom kviksølv oprindeligt blev brugt til at tilvejebringe den reflekterende belægning til spejle, blev kviksølv aldrig brugt til at skabe bordservice. Forsølvet glas blev først blæst på normal vis og derefter forsølvet med en opløsning indeholdende sølvnitrat og druesukker som blev  opvarmet og derefter lukket med en metalskive, en glasrundel eller en korkprop, der blev indsat i det upolerede blæsehul.

“Mercury” sølvglas blev oprindeligt produceret omkring 1840 indtil mindst 1930 i Bøhmen (nu Tjekkiet), Tyskland og blev også fremstillet i England fra 1849 til 1855. Edward Varnish og Frederick Hale Thomson patenterede teknikken til sølvning af glasbeholdere i 1849. De engelske varianter var ofte forsynet med et lag farvet glas og derefter skåret i, ind til sølvet var synligt.

Sølvfarvet kviksølvglas fra Bohemia blev ligeledes dekoreret med en række teknikker, som maling, emaljering, ætsning og overfladegravering.

Sølvfarvet “kviksølv” glas betragtes som en af ​​de første ægte “kunstglas” –typer. Det vil sige glas, der blev lavet til fremvisning og til dets iboende kunstneriske værdi snarere end til anvendelsesmæsssig brug. Autentiske antik forsølvede glasstykker fås stadig i en lang række dekorative genstande og sælges normalt som kviksølvglas.

Der er mange reproduktioner, som markedsføres som “fattigmandssølv. Nyt “fattigmandssølv” kan adskilles fra antik forsølvet glas på flere måder, blandt andet ved det mangler en dobbeltvæg og bund.

Se mere om fatigmandssølv her